
FIRMA: Kobling
FLØJ: Verdensrummet
Hvad er din baggrund?
Oprindeligt er jeg uddannet socialrådgiver, og arbejdede som det i et års tid – primært med psykisk syge og narkomaner. Derefter læste jeg en kandidat i psykologi på DPU, hvor jeg skrev speciale i organisations- og lederudvikling. Siden har jeg været ansat i Dong Energy og Novo Nordisk som HR-partner, hvor jeg hovedsageligt arbejdede med større strategiske organisationsudviklingsprocesser, men arbejdede også en del med lederudvikling, coaching og rekruttering.
Hvorfor besluttede du at blive selvstændig?
Da jeg stoppede i Novo følte jeg, at jeg ville prøve noget helt andet end at være i store organisationer. Og så har det bare altid været en drøm at lave mit eget, så nu skulle det være.
Hvad laver du i din virksomhed Kobling?
Jeg laver nogenlunde det samme som tidligere, dvs. organisationsudviklende processer. Det som optager mig, er simpelt sagt at få strategi oversat til noget mennesker i en organisation kan tage og føle på. Jeg tegner altså både processerne og er selv ude og facilitere dem.
Har du nogle projekter for tiden?
Jeg arbejder pt. for Novo, hvor jeg hjælper en ledelse med at definere og implementere en ny vision hos en afdeling. Derudover arbejder jeg for et nyt sted, der hedder DOThouse, som er et sted for unge kriminelle og unge stofmisbrugere. Her hjælper jeg med at tænke deres organisation og forretningsmodel igennem, og hvordan det skal sættes op. Og så har jeg lige lavet et oplæg til Arriva om også at implementere en ny vision og nogle nye værdier.
Hvorfra hørte du om Republikken?
Jeg er i netværk med Nina Riis, som sidder herinde. På et tidspunkt var jeg herinde til et møde med hende, og så synes jeg, at det var et fedt sted, der fungerer fint, når man bare er sig selv og er nystartet. Jeg kan godt lide at have et sted at gå på arbejde, så det hele ikke foregår derhjemme og smelter sammen.
Hvad bruger du din fritid på?
Jeg har en datter på otte år og en bonussøn på 11 år. Så der går selvfølgelig meget tid med at være en familie. Lige nu bor vi i Vanløse, men leder efter en lejlighed på Østerbro. Jeg har tidligere boet i København og i London, så jeg savner at bo i byen.