
Udfordringen var klar fra start af: Hvad kan du skabe af 5m2 krydsfiner og en laserskærer?
Der kom mange bud, da 14 deltagende projekter konkurrerede til Laser Works 2011. Projekterne spændte bredt fra lyskoncepter, diverse lamper og møbler, nytænkende guitarhøjtalere til mere konceptuelle ideer såsom materialiseringen af fortællingen om eventyret Atlantis.
And the winners are….
1. pladsen gik til WithinWalls af Annemie Sandahl Pedersen, Christel Nisbeth Madsen og Moa Liew, der sammen har virksomheden WithinWalls.
2. pladsen gik til Three grids af Rasmus Krause, der er projektingeniør ved Dansk Teknologi.
3. pladsen gik til Væglampen af Poul Christiansen, der er arkitekt, medstifter og partner i Komplot Design.
Juryen bestod af Vinay Venkatraman fra CIID, Martin Tamke fra CITA og Rolf Hay, der er designer og stifter af Hay.
Republikken har talt med vinderne WithinWalls om oplevelsen af at deltage og vinde Laser Works 2011.
Hvorfor deltage i Laser Works?
Ifølge WithinWalls er konkurrencen en unik chance for at arbejde koncentreret med sit helt eget projekt på en nytænkende måde. Laser Works gav pigerne mulighed for at realisere og ikke mindst visualisere deres budskab om arkitektur vha. prototypeteknologien. De fortæller:
“Laser Works var en god anledning til at sætte billeder og ord på mange af de ting, som vi går og taler om hele tiden. Efter en tid med megen snak, gav Laser Works os mulighed for at få lov til at producere noget, som også folk udefra kan forstå”
Hvad kan prototypeteknologi bruges til?
Prototyper er gode til at engagere såkaldt ”almindelige” mennesker og kan skabe stemninger på et helt andet niveau, end det skrevne ord er i stand til. Som WithinWalls understreger:
“Det er for de fleste uforståeligt, når vi taler om spejlingen i passagen eller skalaglidninger”
Det er derfor vigtigt at anvende medier, som er nemme for folk at bruge og forholde sig til. Så snart vi kan føle og iagttage, kan alle være med!
For deltagerne selv var det mindst lige så vigtigt at kunne forstå og lære deres egne produkter at kende. Til dette formål fremhæves prototypeteknologien som et enestående middel. I enhver designproces er det alfa omega at se sit produkt i en kontekst og se, hvordan det reagerer på omgivelserne. Man kan lave nok så mange renderinger og beregninger, men det er først, når produktet bliver til i fysisk form, at man får en fuldkommen forståelse for det. Og hertil udtrykker WithinWalls især en forkærlighed for laserskæreren og ser den som et vigtigt værktøj til hurtigt at få ting ud visuelt.
Hvad har Laser Works betydet?
“Det har selvfølgelig været et kæmpe skulderklap, der gav os tillid til, at vi faktisk kan laserskære og lave noget, der kan forstås af andre”
Konkurrencens faste rammer om materiale, tid osv. udfordrede deltagerne til at tænke kreativt omkring, hvad laserskæreren kan, for netop at kunne udnytte dens fulde potentiale.
De 14 projekter ændrede sig undervejs i forløbet, og nye tilføjelser kom til i takt med at deltagerne lærte deres produkter at kende. Men for deltagerne er prototypen langt fra bare et produkt – den er et stærkt kommunikativt redskab og en metode til at formilde kreative idéer ud på. Så snart vi kan få det i 3D, kan intet mindre gøre det!
Tak for en fed dag!
Republikken vil gerne takke alle for en fantastisk dag. Først og fremmest en stor tak til vores jury: Vinay Venkatraman, Martin Tamke og Rolf Hay. Og især en kæmpe tak til deltagerne og deres flotte værker, som stadig kan ses på Republikken.
Se billeder fra Laser Works 2011
Tjek også videoen Det sidder i væggene ud, der var en del af vinderprojektet og læs mere om WithinWalls på deres website.
OBS! I anledningen af Arkitekturens Dag kan du fredag den 30. september se WithinWalls to animationsfilm på Nørrebro Bibliotek. Læs mere om eventen