Manifest

Republikken er et konkret bud på fremtidens dynamiske arbejdsplads - en platform for kreativt tænkende samlet i et hus for 70 freelancere, iværksættere og selvstændige.

Republikken understøtter den arbejdsform, hvor du kan skabe dit eget job, opbygge et brugbart netværk, og hvor du arbejder af lyst og ikke af pligt.

Vi har valgt at beskrive Republikken ud fra fire faktorer, som er centrale for skabelsen af den arbejdsform: fysiske rammer, netværk, faglighed, og det sociale aspekt.

Fysisk rammer: Republikken er et velfungerende kontor, studie, tegnestue, møderum, legeværelse og værksted, hvor der er adgang til de resurser, der er brug for i et moderne arbejdsliv.

Netværk: Republikken er et kreativt kraftcenter, hvor der er mulighed for at finde sparring og læring på tværs af faglighed, kultur og nationalitet. Republikken understøtter den arbejdsform, hvor man er selvbestemmende, men har modet, lysten og evnerne til at indgå i nye, tværfaglige projekter og relationer. Netværket er ikke begrænset til de fysiske rammer i København, men søges blandt andre fællesskaber, freelancere, iværksættere, virksomheder og institutioner lokalt som globalt.

Faglighed: Indbyggerne til Republikken bliver fundet med udgangspunkt i fagligheden. Ønsket er at skabe den optimale sammensætning, hvor de enkelte faggrupper kan supplere hinanden og dermed skabe et netværk af faglig diversitet. Indbyggernes forskellige kompetencer danner tilsammen et hele, der dækker et bredt spektrum af kvalifikationer og kompetencer inden for: Arkitektur, film/TV, foto, grafik, idé og koncept, industriel design, kunsthåndværk, oplevelse, procesledelse, projektledelse, rådgivning, tekst, web og økonomi.

Det sociale: Sociale relationer kan afføde faglige relationer. Med udgangspunkt i et afslappet og inspirerende arbejdsklima danner Republikken rammerne for et hus, hvor de bedste og mest nytænkende løsninger og projekter kan opstå.